Dansk MMA MMADK Ugens mest læste

DMMAF og Lodahls klage over ulovlige albuer

DMMAF og Lodahls klage over ulovlige albuer

DMMAF

 

Den 23. maj skulle være en afgørende og vigtig dag for dansk MMA, da den amerikansk-canadiske MMA-organisation Unified Combat League (UCL) gjorde sit indtog i Europa med det allerførste stævne i Danmark. Men pludselig stod dansk MMA med en ny udfordring foran sig, Mathias Lodahls klagesag til Dansk MMA-forbund (DMMAF). Eller er det DMMAF, man skal klage til, når det drejer sig om professionelle kampe?

DMMAF blev stiftet i november 2012, og forbundets visioner har bl.a. altid været “at ensrette og sanktionere amatør og professionelle events på sigt”. Men resurser og frivillige kræfter i DMMAF taget i betragtning kunne man den 28. marts 2015 alene tackle amatørdelen af dansk MMA.

“Som det er nu, kan vi kun forholde os til amatør MMA i DMMAF,” havde DMMAF’s formand Claus Skjoldborg Larsen udtalt til MMADK om Mads Burnells to planlagte kampe på en måned til OFN 3 og UCL 23 – altså to måneder inden den omdiskuterede klage fra Mathias Lodahl.

Rumble Sports cheftræner Tue Trnka havde også været ude med riven, da MMADK bragte en informativ artikel om DMMAF’s syn på Mads Burnells to planlagte professionelle kampe på blot en måned. Trnka kritiserede blandt mange andre ting MMADK heftigt for, da DMMAF ifølge ham intet havde med professionel MMA at gøre.

Under to måneder senere lørdag den 23. maj i DGI-byen i København går hovedkampen i gang mellem Rumble Sports fighter Mathias Lodahl og franskmanden Suleiman Bouhata i professionel regi. Kampen ender på kontroversiel vis, da Bouhata med kontroversielle albuer bliver erklæret som vinder af kampen på teknisk knockout af kampleder Rene Fuentes. Dagen efter gør Lodahls træner Tue Trnka klagen til DMMAF officiel på sin Facebook-profil med følgende ord:

“Jeg synes, billederne taler for sig selv. Det er virkelig en ubehagelig situation for Mathias Lodahl Hyldgaard Poulsen, og vi klager selvfølgelig til DMMAF. Så må vi se, hvad de vurderer.”

Den offentlige udmelding skabte i kommentarfeltet en længere debat blandt fightere og andre danske MMA-personligheder som bl.a. Mathias Lodahl selv, de to største danske MMA-stjerner Nicolas Dalby og Mikkel Parlo samt landstræner Nikolai Koubti m.fl. Debatten omhandlede, hvorvidt de kontroversielle albuer fra Suleiman Bouhata var lovlige eller ulovlige ifølge reglerne, og de involverede var ikke enige.

MMADK rettede henvendelse til DMMAF og spurgte, hvorfor de valgte at behandle klagen, da de to måneder forinden havde udtalt, at de alene kunne forholde sig til amatør MMA.

“Da vi sanktionerer UCL, var det selvfølgelig vores opgave at behandle denne klage,” lød den officielle udmelding fra DMMAF. En kommentar der indledningsvis ikke hjalp MMADK videre.

MMADK rettede også henvendelse til Tue Trnka for at høre hans begrundelse for, hvorfor klagen endte hos DMMAF på trods af tidligere udtalelser. Først udtrykte Trnka utilfredshed om MMADK’s ifølge ham dengang negativ ladet og ikke-relevante artikel uden kommentarer fra Burnell eller Trnka. Dernæst gav han nedenstående forklaring.

“Derfor blev DMMAF vel også koblet på i allersidste øjeblik, da amerikanerne (UCL) ikke var der til at supervicere den professionelle del, som det ellers var meldt ud på forhånd,” forklarer Trnka om UCL’s manglende repræsentation og engagering til UCL 23. “Under regelgennemgangen før stævnet blev vi officielt informeret om, at DMMAF også havde styringen med de professionelle kampe, og hvis der skulle klages over afgørelser, så skulle det ske til dem. Dette blev bekræftet af (promotor) Otto Knudsen efter stævnet, da han informerede mig om, hvad jeg skulle gøre i forhold til klagen, og vi fulgte de instruktioner.”

Dette bekræftede DMMAF’s formand Claus Skjoldborg Larsen også senere over for MMADK.

DMMAF gav efter to måneders behandling Mathias Lodahl (2-0-1) medhold i klagen om ulovlige albuer, og hovedkampen til UCL 23 den 23. maj blev omstødt fra en sejr til Suleiman Bouhata (9-6-1) til nu en no contest – altså hverken en sejr eller et nederlag for begge fightere. En afgørelse Bouhata indledningsvis ikke var helt tilfreds med, men dog stadig meget optimistisk.

“Jeg kan kun tænke på, at de gerne vil ødelægge min rekord med en no contest, fordi de før min kamp kun var involveret i amatør MMA,” skriver Bouhata til MMADK. “Men det er ikke min første kamp, og det er heller ikke min første kamp uden for mit land. Hver gang man siger ja til en kamp hvor som helst i verden, tager man en risiko. Sådan er livet. Jeg vil komme tilbage stærkere.”

Mathias Lodahl blev også spurgt om en kommentar til emnet og afgørelsen, men Lodahl vendte ikke tilbage til MMADK med en kommentar.

Behandlingen af klagesagen havde været lang for alle parter. Men for at sikre at sagsbehandlingen skete på en konstruktiv måde var fire udenlandske kampledere spurgt til råds i sagen, og DMMAF’s bestyrelse havde senere truffet beslutningen på baggrund af deres tilbagemeldinger. MMADK spurgte til kampledernes tilbagemeldinger og navne af hensyn til sagens upartiskhed, men fik ingen navne oplyst, da alle fire kampledere i samarbejde med DMMAF havde valgt at være anonyme.

“Vi har været i kontakt med fire udenlandske, upartiske, anonyme kampledere, som har set kampen og klagen igennem – og ud fra Deres tilbagemeldinger har bestyrelsen truffet beslutningen om kampens udfald. Vi har selvfølgelig alle holdt os upartiske i denne sag.” skriver DMMAF i en officiel meddelse til MMADK.

Af hensyn til sagens komplicerede karakter valgte MMADK selv at rette henvendelse til flere upartiske og respekterede kampledere rundt om i verden. De blev præsenteret for den meget omtalte ikke-officielle video med de kontroversielle albuer og blev bedt om at kommentere på, om der var blevet gjort nogle ulovligheder af Suleiman Bouhata.

Den canadiske kampleder Ives Lavigne med mange års international erfaring i bl.a. UFC så videoen igennem, men kunne af hensyn til videoens manglende karakter ikke konkludere noget. Ives Lavigne har optrådt som kampleder i en lignende situation, da UFC-sværvægter Travis Browne med kontroversielle albuer stoppede Josh Barnett og blev erklæret som vinder til UFC 168. En knockout-sejr der senere gav ham prisen som “KO of the Week” af UFC.

“Videoen er ikke konkluderende,” sagde Lavigne til MMADK og henviste i stedet til to famøse informative artikler fra nyhedssiderne Bloody Elbow og MMAJunkie, som kunne hjælpe en på vej. En meget omdiskuteret regel om ulovlige albuer som selv de bedste kampledere i verden til tider er uenige omkring.

MMADK spurgte derfor DMMAF, om de til afgørelsen af sagen havde brugt andre videoer end den video filmet fra Lodahls ringhjørne, som også er lagt på YouTube. Til det svarede DMMAF, at de faktisk ikke havde brugt den omtalte video, men i stedet deres egen officielle video filmet ovenfra. MMADK bad om adgang til videoen og spurgte, om den vil blive lagt ud offentligt på et tidspunkt, men blev afvist af hensyn til flere grunde, heriblandt at videorettighederne tilhører MMA-organisationen UCL.

Da MMADK ikke kunne præsentere andre videoer med bedre kameravinkler, afviste Lavigne at kommentere yderligere på sagen.

Det gjorde en anden canadisk kampleder Brian Beauchamp dog ikke. Beauchamp, sortbælte i judo og jiu jitsu, har erfaring som dommer i UFC, kampleder i Bellator og mange andre organisationer verden over. På trods af videoens karakter var Beauchamp dog ikke meget i tvivl.

“Det er hårdt for mig at træffe en afgørelse, fordi jeg kun ser på en 20 sekunders video. Jeg kan godt lide at se på hele kampen for at give min mening. Men for mig ligner det begge dele, 12 til 6-albuer og slag til baghovedet,” siger Beauchamp til MMADK.

Beauchamp bliver spurgt til den meget omtale “arc” eller på dansk “bue”, som kamplederveteranen “Big” John McCarthy taler om i det nedenstående citat fra den førnævnte MMAJunkie-artikel.

“Du kan ikke gå fra klokken 12 til klokken 6,” sagde McCarthy om den omdiskuterede 12-6 albueregel i MMA. “Enhver anden ændring af slag gør det lovligt. Ethvert albueslag, der har en bue, gør det lovligt. Selv hvis din hånd starter lige op, men du bringer det ned, og det har en bue nær bunden, det gør det lovligt.”

Men den tolkning af reglen er Beauchamp dog uenig i, ligesom han også så Travis Brownes knockout-givende albuer mod Gabriel Gonzaga og Josh Barnett som værende ulovlige.

“Jeg vil ikke gå ind i semantik,” siger Beauchamp. “Nogle folk vil sige, at det ikke var 12 til 6, men det var 11 til 7. Det er semantik, når du siger det. Hvad er en 12 til 6-albue? En 12 til 6-albue er for mig en nedadgående albue. Det behøver ikke at være præcis 12 til 6. Jeg har ikke tænkt mig at måle vinklen på den med et kompas.”

“På den ene eller anden måde foregik der ulovligheder,” fortsætter Beauchamp. “Hvis det ikke er til baghovedet, så er det 12 til 6-albuer. Hvis det ikke er til 12-6-albuer, så er det til baghovedet. Fighteren begik potentielt to ulovligheder. Kamplederen har kun to ting at være opmærksom på, fightersikkerhed og at overholde de ensartede regler for MMA. Hvis man ikke kan gøre det kompetent nok, så burde man måske ikke være derinde.”

Igen er tolkningen af reglen om de ulovlige albuer ikke helt så simpel eller i hvert fald ikke helt ens for alle kampledere eller kommissioner rundt om i verden. Nevada State Athletic Commission, som opholder sig i “the fight capitel of the world” Las Vegas, afviste i en lignende situation Gabriel Gonzagas appel om ulovlige albuer fra Travis Browne, hvor de i afgørelsen skriver.

“Nevada lov giver ikke en procedure til at udfordre eller omstøde en beslutning baseret på påstandene i dit brev,” skriver kommissionen til Gonzagas klage.

DMMAF har som sagt truffet en beslutning og afgørelsen medfører i modsætning til NSAC, at kampen mellem Mathias Lodahl og Suleiman Bouhata i dag står skrevet som en no contest. I den officielle meddelse kaster DMMAF lys over ændringer i proceduren fremover, der bl.a. medfører større gennemsigtighed.

“Kampen er ændret til no contest, som er DMMAF’s beslutning. Processen har været for lang for alle parter. Vi er i gang med at etablere et udvalg, der skal behandle samt offentliggøre evt. fremtidige klager. Dette forslag fremlægger vi ved næstkommende generalforsamling.”

Måske kunne Mathias Lodahl og Suleiman Bouhata en gang til uden de kontroversielle albuer låse buret bag sig og mødes i midten for at se, hvem der er bedst. Bouhata, som efter kampen satte handskerne på hylden, er i hvert fald villig til at træde ud af MMA-pension af kun en grund – en omkamp mod Mathias Lodahl i Danmark.

“Hvis de før stævnet havde sagt, at DMMAF også involverer professionelle kampe, så har jeg det fint med beslutningen. Det er rigtigt, at jeg i øjeblikket er stoppet med MMA, men Mathias er en undtagelse. Jeg vil bare have en kamp mod Lodahl om et dansk bælte i hans hjemby nu. Endnu en knockout-sejr, men denne gang uden brug af albuer.”

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on RedditEmail this to someonePrint this page

2 Responses

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Translate »