Debat International MMA MMADK

Klumme: Hvorfor søger nogle stjerner væk fra UFC?

Klumme: Hvorfor søger nogle stjerner væk fra UFC?

 

Hvorfor søger nogle af verdens bedste MMA-atleter væk fra verdens suverænt største MMA-organisation Ultimate Fighting Championship (UFC)?

For lægmanden uden meget viden på området giver det ved første øjekast ingen mening. Hvorfor skulle fx Christiano Ronaldo risikere exit fra Real Madrid og Champions League for så at spille for Athletic Bilbao i Europa League? Svaret er groft sagt penge.

LÆS OGSÅ: Klumme: Gør popcorn klar til UFC karneval på lørdag

Den seneste periode har budt på et sandt paradigmeskift blandt MMA-fightere i den absolutte elite. Flere og flere fightere afviser at forhandle ny UFC-kontrakt og vælger i stedet at kæmpe den nuværende kontrakt færdig og stå tilbage som frie fightere på transfermarkedet. På den måde kan fighterne måle deres sande markedsværdi og evt. starte en priskrig blandt de store MMA-organisationer som UFC, Bellator, WSOF og ONE.

Men har det ikke altid været kutyme, tænker du? Svaret er nej. Hvad, der før har været ugleset i forholdet blandt fighter og promotor, er i dag langsomt ved at udvikle sig til normen i det internationale MMA-landskab.

Der er ikke at tale om de allerstørste stjerner som Conor McGregor, Ronda Rousey og Jon Jones, som i forvejen står godt ved forhandlingsbordet og er godt betalt. McGregors seneste lønning til UFC 196 forventes at være i omegnen af svimlende 68 millioner kroner, ifølge ireren selv.

I stedet er der som regel tale om elitefightere som Gilbert Melendez, Benson Henderson og Alistair Overeem med sølv- eller bronzemedaljerne om halsen eller i særlige tilfælde top 10-fightere som Aljamain Sterling og Phil Davis.

Fightere, der har tabt tætte mesterskabskampe, eller som ligger på randen af en mesterskabskamp. Modsat andre sportsgrene er der stor forskel på lønningerne i MMA-sammenhæng. Der er derfor bestemt ikke tale om grådighed eller mangel på sportslige ambitioner, men i stedet fighterens måske eneste chance for at sikre sig en reel opsparing efter MMA-karrieren.

LÆS OGSÅ: Klumme: UFC-superstjerne Conor McGregor – klog eller dumdristig? 

Canadiske Rory MacDonald er den seneste UFC-stjerne, som har valgt at lade sin nuværende kontrakt løbe ud efter kampen mod Stephen Thompson den 18. juni. MacDonald var i sommer blot fire minutter fra UFC-mesterskabet i weltervægt og traditionelt set en kæmpe lønstigning. Desværre for canadieren blev han ved målstregen indhentet og slået ud af mesteren Robbie Lawler.

Titelkampen var en af de bedste og mest blodige kampe i MMA-historien, men MacDonalds kontrakt afspejlede ikke det samme. Den garanteret sum på 390.000 kroner stod skrevet på kontrakten for en brækket næse, åbne flænger i ansigtet og en del mistede hjerneceller. Det er vel at mærke før omkostninger som ca. 30 % i beskatning, ca. 10-20 % til manageren, ca. 5-10 % for klubmedlemskabet og m.m.

De offentliggjorte UFC-lønninger fra atletikkommissionerne indeholder ikke fighteren samlede lønning, da både fight night-bonusser, sponsorater, pay per view-procenter og andre uofficielle lønninger holdes internt. Men det må ikke være særlig langt fra, da store stjerner vil prøve lykken i en væsentlig mindre liga. Fx har Reebok-aftalen formindsket sponsorindtægten gevaldigt for langt de fleste fightere, og PPV-procenterne tilhører almindeligvis kun UFC-mestre eller særlige superstjerner som Ronda Rousey og Jon Jones.

Men ligesom med gambling kommer det frie marked naturligvis ikke uden risici. Ligesom i buret kaster man terningerne i håbet om, at de økonomiske og sportslige ambitioner flasker sig på en og samme tid. Fx fik letvægtsfighteren Gilbert Melendez og sværvægtsfighteren Alistair Overeem begge dele. Efter en priskrig stod de tilbage med en bedre kontrakt i verdens bedste MMA-liga UFC.

Andre fightere som Benson Henderson og Phil Davis har været nødt til at vælge mellem de sportslige ambitioner og de økonomiske ambitioner.  Vælger du en bedre kontrakt i en mindre MMA-liga som Bellator og sikrer en bedre fremtid for din familie? Eller accepterer du en mindre god kontrakt i UFC og chancen om at realisere din drøm om at være verdensmester? Et hjerteskærende, men meget realistisk valg mange fightere står over for.

LÆS OGSÅ: Anderson “The Spider” Silva – legende eller dopingkonge?

For 26-årige Rory MacDonald er den 18. juni mod Stephen Thompson ikke bare endnu en kamp. Mange tusinde dollars står på spil, når MacDonald går all-in i buret og håber på at komme ind til forhandlingsbordet med en sejr i bagagen.

For som han selv siger,

“Jeg bliver nødt til at kæmpe for, hvad der er retfærdigt økonomisk set. Efter at have nået så langt som en mesterskabskamp og en hård kamp som denne, så åbnede det virkelig mine øjne. Okay, nu er det tid til at have en forretningstilgang i stedet for bare at gøre hvad som helst for at få en stor kamp.”

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on RedditEmail this to someonePrint this page

One Response

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Translate »