Debat International MMA Månedens mest læste MMADK Ugens mest læste

Conor McGregor tager enorme chancer i jagten på historiske bedrifter

Conor McGregor tager enorme chancer i jagten på historiske bedrifter

 

Af Ehsan Faizzad

For tre et halvt år siden skulle man lede længe, hvis man skulle finde en ikkeirer, der kunne genkende navnet Conor McGregor. I dag er han sportens ubestridt største stjerne, indehaver af pay per view-rekorden og måske på vej til at blive den første UFC-fighter nogensinde, der regerer to vægtklasser på samme tid.

2013 var et år, der bød på mange omvæltninger. UFC’s dengang største stjerner, Anderson Silva og Georges St-Pierre, havde henholdsvis tabt på knockout og gået på orlov på ubestemt tid. Men der skulle ikke gå lang tid, før UFC’s hidtil største stjerne i historien viste sit ansigt. Det skete første gang i Stockholm.

”60 Gs, baby!” Ordene kom ud af munden på Conor McGregor, som med reference til bonuspengene for aftenens knockout havde slået sin amerikanske modstander, Marcus Brimage. Allerede dengang tryllebandt han seerne med ikke bare sine brutale kampfærdigheder, men også sin fængslende karisma.

 

Alt for lille til weltervægt

Den unge irer med fuldskæg var kommet for at blive. Det manifisterede han på hjemmebanen i Dublin med sin tredje UFC-sejr i træk og affyringen af ordene: ”We’re not here to take part, we’re here to take over.”

Halvandet år senere lukkede han så munden på de resterende rationelle kritikere. Han sendte den regerende fjervægtskonge Jose Aldo, som ikke havde tabt i 10 år, i drømmeland efter lynhurtige 13 sekunder. Med UFC-titlen i hus udviklede drømmen sig til at slå rekorder. Den 12. november går fjervægtsmesteren igen efter at skrive historie.

McGregor har altid haft en drøm om holde to UFC-titler på samme tid. En bedrift, ingen anden UFC-fighter i historien har formået at opnå. Det var også grunden til forårets planlagte superkamp imod den daværende letvægtsmester Rafael Dos Anjos, som senere gik i vasken på grund af en brækket fod hos brasilianeren.

De nye fans husker nok mest McGregor for kampene imod Nate Diaz, som både endte med et choknederlag og en underholdende sejr. Men kampene vidner mere om McGregors vilje til at tage enorme chancer end hans evner i oktagonen i en mere passende vægtklasse.

McGregor var alt for lille til at kæmpe i weltervægt, men viste alligevel, at hans evner er så sublime, at han kan klare sig imod en langt større modstander med næsten 15 kilo mere på kampdagen.

 

Alvarez’ egenskaber er en uvant kombination

UFC 205 bliver et historisk øjeblik uanset hvad. Det er første gang nogensinde, at UFC afholder et stævne i New York City. Tidligere havde professionel MMA af irrationelle grunde været ulovligt i staten.

Men det er der omsider rådet bod på. UFC 205 indeholder et spektakulært kampprogram med superkampen McGregor vs. Alvarez, to andre titelkampe og et hav af store navne. Det er i mine øjne det bedste UFC-stævne i historien!

Eddie Alvarez er manden, der står i vejen for McGregors store drøm. I sommer vandt Alvarez letvægtstitlen over dos Anjos på knockout, selvom han i manges øjne var kæmpe underdog og ikke var spået de store chancer.

Alvarez’ kvaliteter ligger i hans brydning, tunge hænder, kondition, erfaring og ikke mindst ukuelige vilje. Det er dog ikke en uvant størrelse for McGregor, der tidligere har mødt fightere, der har besiddet nogle af de samme egenskaber.

Diaz havde god boksning og kondition, Mendes havde tunge hænder og god brydning, Aldo havde stor erfaring og eksplosiv power. Men det er kombinationen af Alvarez’ egenskaber sammen med hans størrelse, der for alvor udgør en trussel for McGregor.

Spørgsmålet er på den ene side, om Alvarez kan holde sig væk fra McGregors venstre missil, der indeholder stor præcision og slagkraft? Og på den anden side er spørgsmålet, om McGregor kan holde sig væk fra gulvkampen og Alvarez’ næsten lige så tunge hænder?

UFC 205 finder sted lørdag nat den 12. november og kan ses direkte på Viaplay Fighting.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on RedditEmail this to someonePrint this page

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Translate »