International MMA MMADK

Top 5: Her er Conor McGregors bedste præstationer i UFC

Top 5: Her er Conor McGregors bedste præstationer i UFC

 

Conor McGregor kan på lørdag blive den første fighter i historien, der holder to UFC-titler på samme tid. Her er en liste over hans fem bedste optrædener i UFC. 

New York, superkamp, to champs, et bur, Madison Square Garden. Historie bliver skrevet på mange måder, når UFC 205 på lørdag afvikles i Amerikas folkerigeste by.

Hovedattraktionen er den irske superstjerne og fjervægtsmester Conor McGregor, som kan blive den første UFC-fighter nogensinde til at reagere to vægtklasser på samme tid. Men det bliver bestemt ikke en nem opgave på papiret. Han møder letvægtsmesteren Eddie Alvarez i en superkamp om UFC’s letvægtstitel.

Her er en liste over McGregors fem bedste præstationer i UFC.

 

5. McGregor dominerer Holloway med en korsbåndsskade

Det var McGregors blot anden kamp i UFC imod den unge kickboksning-ekspert Max Holloway. Kampen var ikke spektakulær og blev heller ikke afsluttet før tid på knockout eller submission.

Men McGregor viste sin alsidighed og sejhed ved at udbokse Holloway stående og senere dominere ham på gulvet. Endnu mere imponerende var det, at McGregor gjorde alt dette, selvom han pådrog sig en korsbåndsskade i 2. omgang. Det krævede efter opgøret en operation og en genoptræning på 10 måneder.

Holloway har faktisk ikke tabt en eneste gang siden, men vundet ni imponerende kampe på stribe. Det siger meget om McGregors sejr over ham.

 

4. Første top 5-fighter Dustin Poirier bliver besejret på under 2 min. 

De tre første kampe var vundet på sikker vis. Nu var det første gang, at McGregor skulle møde en af divisionens bedste fightere, som han tidligere havde hånet i pressen.

Kunne han klare sig imod de bedste fjervægtere? Kunne han leve op til sine store ord om, at det vil blive endnu en nem sejr? Kunne han gøre det på udebane i USA og i fighting-hovedstaden Las Vegas?

Det kunne han og lidt mere til. Et minut og 46 sekunder tog det, før kamplederen kom Poirier til undsætning. McGregor stod tilbage med et “ssh-signal” til sine kritikere.

 

3. McGregor består “brydertest” og vinder UFC-titel

McGregor skulle egentlig have kæmpet imod daværende fjervægtsmester Jose Aldo. Men Aldo pådrog sig en ribbenskade og måtte trække sig 11 dage før storkampen. I stedet trådte bryderen Chad Mendes til.

Det blev til McGregors første titelkamp, omend det var for UFC’s interim (foreløbige) fjervægtstitel. Det var en stor omvæltning for begge fightere.

Mendes skulle pludselig i form og kæmpe om kun 11 dage. McGregor skulle omstille sig fra primært en muay thai-specialist til en elitebryder med knockoutpower.

Kunne McGregor bestå den første test imod en bryder? Det startede i modgang, da han blev taget ned gentagne gange. Men han kom tilbage fra modgang og stoppede Mendes på teknisk knockout i 2. omgang.

 

2. McGregor rejser sig og besejrer den større Nate Diaz i omkamp

Det siges, at en persons sande karakter kommer til udtryk, når man oplever modgang. McGregors første store nedtur kom i efteråret, da han choktabte til Nate Diaz på submission.

I modsætning til fx Ronda Rousey, der gemte sig fra pressen, og Nate Diaz, der efter næsten hvert nederlag er kommet med undskyldninger, så tog McGregor nederlaget som en champion.

Han tog sit sædvanlige figursyede jakkesæt på, stillede op til alle interviews og dukkede op til pressemødet efter kampen. Han adresserede sine fejl og vigtigst af alt, han kom ikke med en eneste undskyldning. Som han altid har sagt, “always humble in victory or defeat”.

Han ville have en omkamp imod Nate Diaz under de præcis samme betingelser – stadig i en vægtklasse, han var alt for lille til. I omkampen rettede han op på fejlene og fik revanche, når der var allermest på spil.

 

1. Jose Aldo, som ikke havde tabt i 10 år, blev slået ud på 13 sekunder

Conor McGregor og Jose Aldo skulle langt om længe kæmpe om UFC’s ubestridte fjervægtstitel. Det var nu tid efter mange måneders optakt med mudderkastning fra begge sider – især McGregor.

I denne sport kan man snakke nok så meget “trash”, men på et eller andet tidspunkt står man ansigt til ansigt med personen. Og når personen hedder Jose Aldo, den bedste fjervægter i historien, der ikke har tabt i 10 år, så har man en kæmpe mundfuld foran sig.

Kunne Aldo en gang for alle bevise, at McGregor kun havde det i munden? Over alt i verden kiggede man med for at finde ud af, om McGregor-hypen var “for real”.

Få sekunder tog det, før McGregors velplacerede venstre hook sad på spidsen af Aldos kæbe. Aldo kollapsede som et højhus. Skete det virkelig? McGregor havde lige slået den bedste fjervægter nogensinde ud på kold knockout. Dengang den bedste fighter pund for pund. Og det tog kun 13 sekunder.

UFC 205: Alvarez vs. McGregor finder sted lørdag nat den 12. november og kan ses direkte på Viaplay Fighting. Se vores komplette TV-guide her.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on RedditEmail this to someonePrint this page

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Translate »