Andre kampsport International MMA MMADK Sidebar artikel

Hvordan føles det at bokse mod Floyd Mayweather?

Hvordan føles det at bokse mod Floyd Mayweather?

Floyd Mayweather har aldrig prøvet at tabe og betragtes som en af de bedste boksere nogensinde. Men hvad gør ham så god? Det har en række af hans tidligere modstandere svaret på. Den 26. august møder han MMA-mesteren Conor McGregor til et af de største boksebrag nogensinde.  

Embed from Getty Images

 

Af Ehsan Faizzad

Moren var stofafhængig i hjemmet. Faren var fængslet i fem år for narkotikahandel. Floyd Mayweather Jr. var selv endnu ikke fyldt to år gammel, da han stirrede ind i løbet på en skarpladt shotgun.

Den 40-årige amerikanske bokser har fra barnsben ikke haft en normal eller nem opvækst. Alligevel er han i dag vores generations bedste bokser og måske den bedste af slagsen nogensinde.

Chikane, vold mod ekskæreste, 90 dage bag tremmer. Pletterne er mange og ikke til at overse, når det handler om bokselegendens ageren udenfor bokseringen.

Men indenfor tovene er Floyd Mayweathers historie den komplet modsatte. Han er pletfri. Han er ustraffet. Han er perfekt. Han er 49 sejre og nul nederlag.

Embed from Getty Images

 

De kaldte ham ”Pretty Boy” i starten af karrieren på grund af hans defensive evner. Han blev sjældent ramt og fik sjældent dybe flænger i ansigtet. I dag er navnet ændret til ”Money”, fordi han ville være den rigeste kampsportsatlet nogensinde.

Det er han blevet i dag. Han skider med fornøjelse på janteloven, så længe du og alle andre har en mening om ham. Så længe I vil betale for at se ham vinde eller tabe.

Boksning handler om at ramme modstanderen uden selv at blive ramt. Floyd Mayweather er essensen af det og lidt mere til. Han er en professor med ph.d. i boksningens ”sweet science”. Hans ekspertise er med egne ord at ”få ekstraordinære fightere til at fremstå som ordinære fightere”.

Siden boksedebuten i 1996 har 47 af boksesportens største navne forsøgt at knække Mayweather-koden. Alle har dumpet opgaven. Men hvorfor det? Hvad gør ham så ekstraordinær og hævet over alle andre boksere i hans generation? Hvordan føles det egentlig at bokse mod Floyd Mayweather?

Det vil en håndfuld af hans tidligere modstandere gøre os klogere på, inden MMA-mesteren og boksedebutanten Conor McGregor skal prøve at gøre ”det umulige” den 26. august i Las Vegas.

Embed from Getty Images

 

Andre Berto tabte på point i 2015 (via MMA Fighting)

”Han var meget opmærksom. Næsten helt besat. Fra at kende enhver position i ringen i forhold til at bevæge sig rundt. Til at se på kamplederen. Til at se på uret tre eller fire gange hver eneste omgang for at se hvor meget tid, han havde tilbage. Til at se på min håndposition.

Imellem omgangene sidder jeg på stolen og kan se ham holde øje med mig for at se, om jeg trækker vejret dybt. Til at slå én gang og gribe fat i mig og tage dybe vejrtrækninger. Det var meget mærkeligt for mig at opleve.”

Robert Guerrero tabte på point i 2013 (via Yahoo Sports)

”Hurtigheden er problemet med alle, som bokser mod Floyd Maywaether. Set udefra virker det ikke så hurtigt, som når han står lige foran dig. Og hans reaktionstid, wow, det er slet ikke til at forstå. Jeg er en højrefodsbokser. Manny Pacquiao er måske den hurtigste højrefodsbokser derude, og vi havde problemer med Floyds hurtighed.

Mange af hans slag kommer som en reaktion. Han ser, hvad du gør, og ved, hvad du prøver på. Og når du tager skridtet, så er hans reaktion så hurtig. Bam! Han fanger dig. Det er så svært at håndtere.”

Embed from Getty Images

 

Ricky Hatton tabte på teknisk knockout i 2007 (via Ring TV)

“Man kan ikke sammenligne ham med de andre folk, jeg har bokset mod. Han er uden tvivl den bedste, jeg har mødt. Det er Floyds defensive evner og hans timing, som gør ham rigtig god. Jeg må have slået tre gange så meget som Floyd, men han slog, da det gjaldt. Han spildte ikke nogen slag, og han fangede mig. Det er det, der gør ham til en storslået fighter.”

Zab Judah tabte på point i 2006 (via Ring TV)

”Jeg tror, at min hurtighed gav ham problemer. Han forventede ikke, at jeg ville være så hurtig. De første seks runder var jeg hurtigere, jeg slog hårdere, jeg slog ham endda i gulvet. Men han så mig blive træt og udnyttede det til sin fordel. Han var i dynamit-form og udnyttede, at han havde en bedre kondition end mig.”

Shane Mosley tabte på point i 2010 (via Ring TV)

“Jeg plejede at sparre med Roger Mayweather (Floyd Mayweathers onkel) tilbage i firserne. Det var en stor oplevelse at se, hvordan han blokerede slagene på sin skulder og kom tilbage med kombinationer eller en fantastisk højre uppercut. Floyd Mayweather har samme evne, men han kommer tilbage med en smuk lige højre.”

Embed from Getty Images

 

Andre Berto tabte på point i 2015:

“Han berøver dig nærmest for hver omgang. Han spilder ikke sin energi. Han vil gøre nok til at få pointene og vinde omgangen. Det er alt, hvad han har brug for. Han gør det hver omgang, og det frustrerer dig, fordi du vil have en intens kamp. Du vil ramme ham. Du vil have, det skal være en fight. Men han kalkulerer sig ud af hver omgang.

Robert Guerrero tabte på point i 2013:

“Floyd får dig ikke kun til at ramme forbi, men han rammer dig samtidig med kontraslag hver eneste gang. Det dræner dig, og det begynder at frustrere dig. Når du taber hovedet i en kamp, så begynder du at blive træt mentalt…

Mange MMA-fightere forsøger at slå dig ned med store slag. Forskellen er sådan. Du kan have en mand skyde vildt omkring sig med en AK-47, og du kan have snigskytten Floyd Mayweather, som med sin riffel vil dræbe dig med et skud i stedet for at spilde masser af ammunition.”

Embed from Getty Images

 

Om præcis syv dage skal Floyd Mayweather forsøge at forblive perfekt. Han jagter sin sejr nummer 50 i boksekarrieren i en kamp, eksperterne forventer, at han vil vinde med ekstrem lethed.

MMA-mesteren Conor McGregor er dog af en anden opfattelse. Trods boksedebuten har den 29-årige irer sagt, at han vil stoppe bokselegenden i 1. eller 2. omgang.

Kan McGregor gøre det hidtil umulige? Eller vil Mayweather gå på boksepension ubesejret? Svaret finder du den 26. august i ørkenbyen Las Vegas.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on RedditEmail this to someonePrint this page

3 Responses

  1. Husker hans flugt fra Manny P, fatter ikke at Mayweather kunne vinde denne kamp, set fra dommer bordet ….

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Translate »