Andre kampsport International MMA MMADK Sidebar artikel

Demetrious Johnson øjner ultimativ UFC-rekord med sejr

Demetrious Johnson øjner ultimativ UFC-rekord med sejr

Fluevægtskongen Demetrious Johnson skal forsvare UFC-titlen for 10. gang i træk på lørdag. Med endnu en titelsejr kan han tangere legenden Anderson Silvas UFC-rekord fra 2012.

 

Af Ehsan Faizzad

UFC’s fluevægtsmester, Demetrious Johnson, er ikke i nærheden af MMA-stjernen Conor McGregor, når det gælder om at sælge billetter. Men ser man på antallet af gange en UFC-mester har forsvaret titlen, er Demetrious Johnson milevidt foran næsten alle andre fightere i historien.

LÆS OGSÅ: Daniel Cormier om Jon Jones-kamp: Jeg tager beslutningen

På lørdag skal Demetrious Johnson forsvare titlen for 10. gang i træk imod brasilianeren Wilson Reis til stævnet UFC on FOX 24 i Kansas City. Endnu en titelsejr vil betyde, at han tangerer UFC-rekorden sat af legenden Anderson Silva tilbage i 2012. Men Demetrious Johnson er sulten efter mere.

”10 titelforsvar er bare en station. Det ultimative mål er 11 titelforsvar,” sagde Demetrious Johnson tirsdag til en række medier i Los Angeles og fortsatte:

”Det er ligesom med Floyd Mayweather, da han kom op på 49-0 (på rekordlisten). Hvorfor skulle du stoppe der? Du kan nemt komme op på 50-0 og være den eneste fighter, som har formået at gøre det. Mit mål er at passere 10 titelforsvar.”

Men kampen imod Wilson Reis bliver ikke nogen nem opgave. Den 32-årige brasilianer er en rutineret fighter med 26 kampe i karrieren. Siden skiftet fra bantamvægt til fluevægt har Wilson Reis vundet fem ud af seks UFC-kampe.

LÆS OGSÅ: McGregors træner bekræfter: Træning til Mayweather-kamp i gang

”Wilson Reis er dygtig. Han er en god fighter. Han har været i sporten i meget lang tid og kæmpet i forskellige vægtklasser. En flink mand. Jeg ser frem til at kæmpe mod ham og se, hvad han har at bringe,” sagde Demetrious Johnson.

30-årige Demetrious Johnson har selv 28 kampe under bæltet med 25 sejre, to nederlag og et enkelt uafgjort resultat. Hans seneste nederlag kom tilbage i 2011 imod den tidligere mester Dominick Cruz i den større bantamvægtsdivision. Demetrious Johnson er ubesejret i fluevægtsdivisionen.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on RedditEmail this to someonePrint this page

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Translate »